I dette blogindlæg vil jeg udforske den proces, hvorved drømme går ud over individuelle forhåbninger og bliver til virkelighed gennem et fællesskabs kollektive håb og indsats, ved at trække på min erfaring med frivilligt solenergiprojekt i Nepal.
Under VM i fodbold i 2002 oplevede Sydkorea på første hånd, at "drømme går i opfyldelse". Da håbet om at nå semifinalerne – som man havde anset for umuligt – blev til virkelighed, delte hele nationen det øjeblik, hvor en drøm blev til virkelighed. Det sydkoreanske fodboldlandshold, som i vid udstrækning blev anset for at være i en ulempe med hensyn til tekniske færdigheder og fysiske egenskaber sammenlignet med europæiske spillere, stod over for dystre udsigter på grund af sin dårlige præstation på det tidspunkt; mange forudsagde, at selv det at gå videre til ottendedelsfinalen ville blive en udfordring. Det sydkoreanske fodboldlandshold opnåede dog sin drøm om at nå top fire i verden. På denne måde refererer "en drøm, der går i opfyldelse" til det øjeblik, hvor noget, der i virkeligheden anses for umuligt, faktisk sker.
Sidste sommer hørte jeg de samme ord fra en tibetansk stammehøvding i Nepal. I det øjeblik den første pære blev tændt i bjerglandsbyen Lama Hotel, sagde høvdingen: "For længe siden havde jeg en drøm om, at lys ville skinne her. Men nu er den drøm blevet til virkelighed," sagde han, mens hans øjne fyldtes af tårer. I det øjeblik var jeg dybt bevæget. Den "drøm", der henvises til her, er ikke en personlig drøm. Det betyder bestemt ikke at ville blive rig eller opnå social status. Det refererer til den drøm, der går i opfyldelse, når noget, et lille samfund - eller i større skala en hel nation - længe har længtes efter, endelig bliver realiseret.
At pæren – drømmen på Lama Hotel – endelig kunne tændes, var takket være indsatsen fra frivilligholdet fra afdelingen for mekanisk og rumfartsteknik sidste sommer. Installation af solenergiudstyr i Nepal kan ved første øjekast virke lige så nemt som at samle et legetøj ved at følge en instruktionsmanual. Men i virkeligheden var det et foretagende, der var vævet sammen som en tæt sammenfletning af kæde- og skudgarn, muliggjort af omhyggelige beslutninger truffet under overvindelse af utallige forhindringer og udfordringer.
Dette projekt startede helt tilfældigt. Institut for Mekanik og Luftfart afholder ugentlige kristne fællesskabsmøder, og projektet opstod i et af disse møder. Studerende skiftedes til at dele historier, de ønskede at fortælle, eller deltage i gruppediskussioner. Den dag var det min tur til at tale. Jeg foreslog emnet: "Hvilke slags frivillige aktiviteter kan studerende på Institut for Mekanik og Luftfart udføre?", og flere studerende end forventet begyndte at dele idéer, de havde overvejet. Nogle foreslog at tage til landdistrikterne for at udføre frivilligt arbejde, mens andre foreslog at planlægge frivillige aktiviteter for lokale beboere. Men da det var svært at se sådanne aktiviteter som frivilligt arbejde, der var unikt for studerende på Institut for Mekanik og Luftfart, kunne vi ikke let nå til en konklusion.
Omkring en uge efter vi havde haft den diskussion, ringede vores professor.
"Seon-kyung, vil du gerne til Nepal for at installere solpaneler?"
Professoren fortalte os om en samtale, han havde haft to år tidligere med Binyak Bandhali, en nepalesisk udvekslingsstuderende. Han forklarede, at Bandhali kort efter sin ankomst til Korea havde henvendt sig til professoren for at beskrive Nepals vanskelige økonomiske situation og bede om hjælp. Professoren sagde, at han dengang kun havde svaret, at han ville tænke over det, men pludselig var Bandhali dukket op i tankerne, hvilket fik ham til at fremsætte dette forslag. Binyak Bandhalis ønske, som havde virket usandsynligt på det tidspunkt, gik endelig i opfyldelse to år senere.
Jo mere vi lærte om Nepal, jo mere smertede det i vores hjerter. På det tidspunkt var Nepal et af verdens fattigste lande, og selv et kort stykke uden for hovedstaden var det almindeligt at finde områder uden elektricitet. Ikke alene var de økonomiske forhold vanskelige, men det barske terræn skabt af Himalaya hindrede også en gnidningsløs distribution af elektricitet.
Disse geografiske karakteristika udgjorde også en stor udfordring for os. Da der allerede var leveret elektricitet til områder, der var let tilgængelige for alle, måtte vi udholde endnu større strabadser for virkelig at gøre en forskel. Efter at have ledt efter en landsby, der var stor nok til, at vi kunne udføre byggearbejde, men hvor sandsynligheden for elektricitetsforsyning i den nærmeste fremtid var lav, besluttede vi os i sidste ende for Rama Hotel som vores endelige destination. Vi overvejede også flere andre landsbyer, men desværre var de fleste afskåret af jordskred, og Rama Hotel var det eneste sted, vi kunne nå.
Der var også mange drejninger i processen med at beslutte omkostninger, tidsplaner og holdets sammensætning. Vi havde langt mindre tid, end vi havde forventet, og vi havde absolut ingenting at starte med. Vi stod over for betydelige udgifter, men vi havde ikke en eneste øre i vores budget. Vi startede med at åbne en bankkonto under navnet "Nepal Solar Volunteer Corps" og begyndte at indsamle penge. Vi indsendte rapporter til forskellige sponsororganisationer, afholdt præsentationer og fortsatte vores opsøgende arbejde via e-mail og telefonopkald; som et resultat begyndte sponsorer at træde frem én efter én for at støtte vores frivillige team. Da vi havde indsamlet et vist beløb, begyndte alle involverede i forberedelserne at føle sig opmuntrede, og vi var i stand til at fortsætte med de detaljerede forberedelser trin for trin.
Efter at have koordineret tidsplanerne – under hensyntagen til de studerendes sommerferie, professorens forretningsrejse og Chuseok-ferien – indså vi, at vi ikke kunne blive i Nepal i mere end otte dage. Det tog én dag at flyve fra Sydkorea til Kathmandu, Nepal; én dag at rejse med bus fra Kathmandu til Seproben; og endnu en dag at gå 12 timer fra Seproben til Rama Hotel. Da det meste af tidsplanen blev brugt på tur-retur-rejser, havde vi kun to dage til rådighed til det egentlige arbejde. Da vi skulle installere et solcelleanlæg i én landsby inden for disse to dage, øvede vi installationsprocessen flere gange i forvejen tilbage i Sydkorea.
Den største udfordring under vores forberedelser var at finde ud af, hvordan vi skulle transportere materialerne. Det var på ingen måde en nem opgave at transportere batterier, pærer, ledninger, rammer og andre komponenter, der var nødvendige til solenergisystemet, fra Sydkorea til Rama Hotel. Heldigvis, da vi indgik et partnerskab med Kathmandu Universitet for at udføre projektet, besluttede vi at købe de nødvendige materialer lokalt, hvilket også gjorde det muligt for os at reducere omkostningerne betydeligt.
Efter at have afsluttet forberedelsesperioden, mens vi bekymrede os om, "Vil vi virkelig være i stand til at tage afsted sådan her?", gennemgik vi endelig afgangsprocedurerne. Da vi ankom med fly til Kathmandu, Nepals hovedstad, var himlen overskyet, men det virkede som om byen bød os velkommen. Efter velkomstceremonien og middagen arrangeret af Kathmandu Universitet, vendte vi alle tilbage til vores indkvartering for at hvile. Dette skyldtes, at vi alle vidste, at rejsen forude, der startede den næste dag, ville blive alt andet end let.
Vi rejste til Seprovensi med bus. Selvom buspladserne var trange og ubehagelige, begyndte vi vores rejse med en blanding af spænding og frygt. Vejen var så snoet, at det var svært at sammenligne den med Sydkoreas Daegwallyeong-pas, og med næsten ingen sikkerhedsforanstaltninger på plads var det ekstremt farligt. Hver gang vi så køretøjer, der var styrtet ud fra klipperne og væltet, sprang vores hjerter over. Efter at have ankommet til vores destination og overnattet der, blev vi hurtigt klar til at tage afsted tidligt næste morgen. Da vi skulle klatre op ad en barsk bjergsti, som vi aldrig havde oplevet før, begav vi os alle ud med en følelse af spænding. De nepalesiske guider, der ledte os, var bekymrede for, at hvis vores vandretur tog for lang tid, og vi ikke nåede Lama Hotel før solnedgang, skulle vi måske overnatte i bjergene. Dagens vandretur var virkelig lang og anstrengende. Da vi endelig ankom til Lama Hotel, lige da solen var ved at gå ned, bød de lokale os varmt velkommen, og takket være den mad og det logi, de sørgede for, kunne vi hvile vores trætte kroppe.
Målet med dette frivillige projekt var at installere et solcelleanlæg, der skulle forsyne hver husstand med elektricitet. Arbejdet var opdelt i tre hoveddele. Først byggede vi rammerne til solpanelerne; derefter forbandt vi hovedledningerne til hvert hjem; og til sidst installerede vi ledningerne i hvert hus. Alt dette arbejde blev udført gennem en fælles indsats fra det sydkoreanske frivilligteam, studerende fra Kathmandu Universitet og landsbyboerne.
Rama Hotel er en landsby, der tilbyder indkvartering til rejsende, der kommer for at vandre i Himalaya. Beboerne lever af landbrug resten af året, og om vinteren lejer de deres hjem ud som indkvartering for at tjene penge på indkvarteringsgebyrer. Det lys, vi bringer til dette sted, vil ikke kun gavne beboerne, men også de utallige rejsende, der besøger stedet, og det vil tjene som et fundament for at forbedre beboernes økonomiske forhold, om end kun en smule.
Da vi ankom til Lama Hotel, var solen allerede gået ned, og landsbyen var indhyllet i et bælgmørkt mørke. Stearinlys var vores eneste lyskilde, uanset om vi spiste eller vaskede op. Her kunne man ikke lave noget efter solnedgang, så dagen føltes utrolig kort. Selv mens vi arbejdede utrætteligt, var vores eneste ønske at få lyset tændt så hurtigt som muligt. Fra solopgang til solnedgang fokuserede vi udelukkende på vores arbejde, undtagen under måltiderne. Måske fordi vi arbejdede så hårdt, smagte måltiderne helt vidunderligt. Ingen forsøgte at tage den med ro; mens vi hjalp og støttede hinanden, bevægede byggeprojektet sig gradvist mod færdiggørelse.
Når jeg ser tilbage, føltes det hele som en drøm. Jeg var faktisk i Himalaya – et sted, jeg kun havde set i lærebøger eller hørt om gennem nyheder om nogen, der havde nået toppen – og billedet af den tibetanske stammehøvding, der sagde: "Drømme går i opfyldelse", overlappede med den spænding, jeg følte i folkeskolen, da jeg så det sydkoreanske fodboldlandshold nå semifinalen i VM. Jeg kunne mærke den samme spænding strømme gennem hele min krop igen. Desuden var denne rejse – som på ingen måde var let – fyldt med utallige variabler. Forhindringer, der stod i vores vej – såsom jordskred, busstrejker og økonomiske vanskeligheder – kom den ene efter den anden uden ophør. Men var det ikke netop de oprigtige forhåbninger, som det tibetanske folk længe havde næret, der tillod os at fortsætte til det sidste?
Ja, drømme går virkelig i opfyldelse. Men drømme går ikke i opfyldelse af sig selv. De bliver kun til virkelighed, når en persons blod og sved kombineres med de oprigtige forhåbninger fra et helt fællesskab, der er forenet som én. Hvis andres hjælp og venlighed lægges oveni, kan den drøm blomstre endnu smukkere. Jeg vil gerne videreføre den følelse, vi delte sidste sommer, og lade den fortsætte med at forme mit liv.